Der findes 7 slags tissemænd

Fuck af angst!

img_9805

”Nej, nej, nej. Mor nu sker det igen!”, græder jeg panisk og rækker ud efter hendes arme. Jeg er gravid i 12. uge og hænger ikke sammen. Mit hjerte pumper hårdt, svimmelhed og en prikkende fornemmelse i huden tager til, jeg hiver efter vejret, og mine ben går i kramper. Hele kroppen ryster, og jeg kan ikke længere stå på mine ben.

”Trææææk vejret, skat. Jeg har dig. Helt ned i maven.”, siger min mor til mig, imens hun forsøger at ligge mig ned i sengen og afhjælpe mine kramper. Men jeg er i panik. Rystelserne bliver større, tårerne triller ned af mine kinder, og jo mere jeg fokusere på at trække vejret, jo mere hyperventilerer jeg.

Jeg kan se på min mor, at hun er bekymret. Men hun bevarer roen som altid. Med en rolig, men bestemt stemme siger hun til mig: ”Alexandra! Hør på hvad jeg siger. Kig på mig, skat. Du skal trække vejret.” I løbet af nogle minutter få minutter formår jeg at fokusere på min mors ord. Jeg får luft helt ned i maven. Og ud igen.

..Et lille flashback til mit liv som gravid, hvor angsten i den grad tog styringen over mit liv. I de første måneder af min graviditet var jeg angst 24/7. Panikanfaldende ramte mig dagligt, og jeg havde allermest lyst til bare at forsvinde. Det var ulideligt, og jeg kunne ikke se mig ud af det. Jeg isolerede mig i flere uger hos min mor i Aalborg.

Jeg fik akut tid hos en psykolog, men jeg turde ikke bevæge mig udenfor. Jeg var angst for angsten. Tænk hvis jeg fik et anfald i bussen på vej derhen. Eller på åben gade. Hvad skulle jeg så gøre? Hvad ville folk ikke tænke? Jeg vidste det ville ske. Og hvis man ved det vil ske, så sker det. Så dumt er kroppen indrettet.

Min mor kørte mig de første par gange frem og tilbage til psykologen. Hun tog fri fra arbejde og holdt og ventede udenfor på mig. Først da min mor var nødsaget til at tage på arbejde igen, måtte jeg selv finde ud af, hvordan jeg kom frem og tilbage. 2 km. Jeg tog taxa.

Mit liv var ødelagt, følte jeg. Jeg havde kun én ting at kæmpe for. Og det var den baby, jeg havde i maven. Lille Elliot.

I dag er jeg et sted i mit liv, hvor jeg kan mærke, at angsten så småt tager til igen. Jeg er presset, og jeg kan mærke at panikanfaldene ligger og simre lige under huden på mig. Derfor har jeg besluttet, at bekæmpe den nu, inden jeg forsvinder ned i et stort sort hul. Det er der ikke plads til, og aldrig i mit liv vil jeg tilbage til den tilstand, jeg var i dengang.

I graviditeten stiftede jeg bekendtskab med en rigtig klog mand. En hollænder, der hjalp mig rigtig meget. Jeg dyrkede det! Dét jeg i de fremtidige uger vil præsentere jer for, er så genialt, at i slet ikke fatter det. Eller det synes jeg ihvertfald. Angstramt eller ej – dét her kan hjælpe alle med at blive en bedre og gladere udgave af sig selv.

Jeg glæder mig!

Ps. Der er absolut ingen aftale om sponsoreret indhold eller lignende i hverken dette eller de følgende skriverier om angst. Jeg skriver udelukkende den her føljeton, fordi det jeg skal fortæller jer er noget jeg brander for, og netop derfor har jeg lyst til at oplyse hele verden om det! Nu starter jeg lige med jer 😉


Hvis i har lyst, kan i også følge med på min instagramprofil lige HER <3

   

15 kommentarer

  • Camilla

    Jeg synes du er pisse sej! Jeg har selv lidt af angst og depression siden jeg var 14 år, og først nu da jeg er 22, har jeg for det mest styr på den lorte angst! Fejl behandlinger og blive sendt rundt i systemet, hjælper ikke ligefrem på det! 😀 Synes det er fedt, at du bryder tabuet om det! Jeg accepteret ret hurtigt, at jeg var ’syg’ hvilket gjorde det nemmere for mig, at forholde mig til, men flere behandlere sagde til mig, at jeg ikke skulle fortælle til andre, at jeg var syg – de mente, at folk ikke kunne håndtere det…
    Jeg er helt forelsket i din søn, og læser alle dine blogindlæg!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Therese

    Hej lyder meget som min historie under min 3. Graviditet blev jeg ramt af angst, var SÅ bange for at barnet ville dø i min mave, havde tvangstanker om det. Blev psykotisk og indlagt på psykiatrisk afdeling og endte med at få ect. Fødte min datter 4 uger før termin pga at jeg ikke kunne holde ud at være gravid mere…
    Det er nu 10 år siden men mærker stadig angsten når jeg bliver presset/ stresset….
    Så fuck angst

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene

    Fænomenet er ikke nyt for mig.
    Jeg har gået med angst uden at vide hvad det var.
    Svimmelhed i sådan en grad man føler man kan drejse om hvert øjeblik. Samtidig med en følelse af man ikke kan trække vejret og så rammer panikken en.
    Tit har jeg fornemmelsen af at gå i en osteklokke, Zombie fornemmelse. Kan overhovedet ikke fokusere hvis jeg snakker med en person. Aner ikke hvad de har snakket om bagefter.
    Angsten for at skulle falde om i det offentlige rum.
    Gode gamle Onkel angst. :/
    Ganske forfærdeligt.
    Tak for at bryde tabuet.
    God blog 😚

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ja angst er noget forbandet l***… Min søn som nu er 12 år har lidt af angst i godt 3 år. Der er gode perioder hvor der ikke er noget, også er der de dårlige perioder hvor han virkelig har det skidt.. Det er angst i forhold til skolen han har.. Vi har stort set prøvet alt, og det der har gjort rigtig meget godt for ham er hypnose terapi. Det har selvfølgelig ikke kunne få hans angst til at pist forsvinde, men det har hjulpet ham til at han kunne få et bedre selvværd og gjort at han tror mere på sig selv..
    Angsten dukker stadig op engang imellem, men det er slet ikke så voldsomt som før..
    Men præcis som du skriver var det specielt angsten for angsten der fyldte mest, da han havde det værst..
    Jeg håber du får bugt med angsten
    Mange tanker og knus fra mig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • LineBine

    Jeg kan sagtens relatere til angst symptomerne! Jeg har gået til psykolog i et par år og det har også hjulpet mig meget indtil jeg på et tidspunkt stod i samme situation som dig og skærpede mig selv for ikke at kunne tage offentlig transport. Det blev til lidt af et problem så fik selvfølgelig hjælp af min mor og søster, men jeg skulle lige have et ekstra spark så er nu i dag siden maj på min chillpill og det har virkelig gjort meget godt for mig fra dag 1 har fundet mig selv igen og kan nu gøre de ting som jeg kunne før angsten. 🙂 PS. Godt at fu har fokus på angsten før det er for sent

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Ja, angst er fandeme lort; for at sige det på godt jydsk…
    er selv “den lykkelige” indehaver af angst og ocd. Det har fuldstændig ødelagt mit liv og ja, gjort min verden mindre og mindre lige så langsomt… Heldigvis, startede jeg i behandling i vinters og er lige så langsomt på vej tilbage til livet igen! Det er hårdt, men ja; monsteret nede i maven skal ikke vinde!!
    Hvis det hjælper – så skal du vide, at det er så fedt du deler og du skal nok klare det! 🙂
    Cyber kram fra jyden i Odense <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Tak, det er jeg glad for at høre 🙂 Og det er SÅ fedt, at du også deler. Jo flere der taler højt om, det jo bedre. Håber du snart kommer af med det igen. Jeg var også ramt af OCD lignende symptomer i graviditeten og det var forfærdeligt. Især fordi vi dengang havde en ekstra boende, og jeg ikke kunne kontrollere, hvor alting skulle være. Selv fjernbetjeningen der var blevet rykket til den anden side af tv’et kunne frustrere mig. Puha.. Så kram til dig fra jyden i kbh ! 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Chrispigen

    Ja fucking lorte angst! Glæder mig til at læse de kommende indlæg, min angst er også begyndt at komme op til overfladen den skal bare holde sig væk ! Ps elsker din blog og ærlighed dejligt forfriskende ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Tak for de søde ord.. Og ja. Lorte angst. Fuck af. Vi skal nok klare den sammen 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    God bedring! Eller…Jeg ved ikke helt, hvad der er det rigtige at skrive her. Men sender dig al den bedste energi ❤️ Hæng i!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bella

    Det er underligt hvad en graviditet kan gøre ved de ting man frygter mest.. Har aldrig lidt af angst. Men jeg har altid været angst/bange for at miste nogle i trafikken. Men bare ligesom folk havde flyskræk eller hvad man ellers kan være bange for. Og så har jeg altid også været bange for at huset skulle brænde. Virkelig underligt at man tænker over det, I know… Men!!! I graviditeten fyldte det SÅ meget. Jeg tjekkede alle stikkontaker, kogeplader og ledninger inden sengetid og hver gang min kæreste skulle køre på arbejde fik jeg ondt i maven. Jeg var så bange for at han skulle køre galt. Kunne græde over det hele tiden og jeg følte det eneste jeg kunne gøre for at undgå det, var at HUSKE at sige han skulle køre ordentlig. Havde jeg glemt det ringede jeg og sagde det. Da jeg blev færdiguddannet og havde stået med eksamensangst flere måneder før eksamen, kom ud med et 12 tal, tænkte jeg: jeg kan ikke engang være glad, for måske køre jeg galt imorgen og dør.. 😱 Ved fandeme ikke hvorfor det pludselig fyldte så meget. Jeg blev rasende hvis folk fortalte om nogen der var kørt galt, fordi det bare fodrede den frygt jeg havde mest. Min venindes veninde mistede hendes mand på motorcykel mens hun var gravid og det fik mig fuldstændig til at panikke. Wow, hormoner kan gøre meget.

    Jeg er stadig bange for at miste nogle i trafikken (er alle nok), men det jo ikke noget der styre min dag. Hverken før eller nu efter graviditeten. Men i graviditeten fyldte det virkelig meget.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Tror du ahr helt ret i, at der sker noget helt specielt med en i graviditeten. Hører om rigtig mange, der pludselig får en forfærdelig angst i graviditeten. Der er så mange processor i kroppen, der går i gang i nærmest det sekund, du bliver gravid, så min opfattelse er, at der ofte er rigtig meget at arbejde med. Jeg kender faktisk en, der har det præcis, som du havde det dengang med at tjekke stikkontakter, kogeplader osv. Det er jo en kæmpe bekymring altid at gå rundt med. Men her kommer det selvfølgelig an på graden af angsten. Anyhow.. Tusind tak fordi du deler. Du har lige været med til, at der sidder nogle stykker derude på den anden side af skærmen, der føler sig lidt mindre unormale. Tak for det 🙂 <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Masja

    Angst er noget gud skabte i vrede!!
    Det så forfærdeligt at ha, hold kæft jeg har lidt under det lort 🙁 tror når man først har angst er det der resten a livet, men man kan arbejde med det så det ik større ens hverdag og man kan acceptere at den er der også følges ad hånd i hånd selvom det ik er sjovt 🙁

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Ja, det handler lige præcis om at kunne håndterre den. Og få den ned i en størrelse, hvor den ikke ødelægger din liv. Og så tror jeg i den grad det også handler om, ikke bare fortælle sig selv, at man jo har angst og ikke kan gøre noget ved det. For det kan man. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Der findes 7 slags tissemænd