Jeg lukker øjnene og forestiller mig...

Sandheden om de første timer som nybagt mor.

img_7760

“Hvad skal vi så gøre nu?”, spørger den 85 kilo tunge flodhest(mig) jordemoderen, der hastigt er på vej videre til den næste fødende i rækken.

“Sørg for at få lidt hvilet lidt, og hvis der er noget med den lille, så bruger i bare snoren”, svarer den unge usansynligt smukke jordemoder og peger på den røde tingest, der hænger lige over mit væskefyldte ansigt. Hvorfor fanden ser jordemødrene ikke lidt mere slidte ud på sådan en barselsgang, hvor størstedelen af de nybagte forældre ligner udskidt æblegrød? De kunne da godt ligge lidt energi i at glemme mascaraen på det en øje eller trykke lidt i en lille bums, inden de møder ind på job. Er det nu for meget at forlange?

Nå, tilbage til det væskefyldte ansigt.. Her ligger vi så. En lille 2 timer gammel baby, en ængstelig, smadret og bekymret nybagt mor og en MEGET træt far, der tydeligvist ikke kan holde øjnene åbne længere. Tusinde af tanker løber gennem mit fortvivlede sind:

“I kan sgu da ikke bare efterlade mig nu!?”
“Hvem holder øje med baby, når jeg skal tisse!?”
“Hvad hvis jeg skal skide? Springer mine syninger så ikke op, når jeg presser?”
“Kan livmoderen egentlig godt falde ud, hvis jeg rejser mig op?”
“Skal han trække vejret SÅ hurtigt?!”
“Hvordan ved jeg om han har det for varmt?”
“Øhhh, hvordan ammer man!?”
“Hvordan ved i, at jeg ikke er ved at dø? Jeg føler lidt, at jeg skal dø”

 

Klokken er 04 om morgenen, og Frøken Jeg-vil-ikke-være-til-besvær ønsker ikke at forstyrre det travle personale, der sikkert er i fuld gang med både trillingefødsler og hyperakutte kejsersnit. Men hvorfor helvede, er der ikke nogen, der har givet os en manual til den her lille tingest, der i øvrigt synes at være NOGET gul i huden? Eller hvorfor har vi ikke fået en guide i, hvad der skal ske i de første timer efter babys tilblivelse uden for mutters livmoder?
Panisk, en smule angst og med en uopdaget ufattelig lav blodprocent forsøger jeg at huske tilbage på min 3. Jordemoder-samtale, der blandt andet omhandlede tiden på barselsgangen. Jeg synes at kunne mindes, at den søde dame fortalte, hvordan jeg kort tid efter fødslen BARE kunne ligge bebsen til brystet..? Øøhh. Hvornår? Skal jeg vække ham? Skal jeg tvinge vorten ind i munden på ungen? Hvordan holder jeg ham? Frøken Vagina er så smadret, at jeg endnu ikke er i stand til at sidde op. Hvad gør man så? Har jeg overhovedet noget mælk i Babs og Lutte? De føles langt fra fyldte? Er det normalt? Jovist, jeg havde sat mig lidt ind i hele showet hjemmefra og var også fast besluttet på at jeg ville amme, men nu hvor baby rent fysisk var et håndgribeligt lille væsen, anede jeg da ikke, hvordan jeg skulle håndterer den lille guldklump. Nakken dinglede jo som bare fanden, og jeg ville nødig være skyld i nogen som helst form for retardation(sagt på Borat-måden).

Så mange spørgsmål og ingen svar.

Min lille nyfødte baby ligger og sover oven på mit svedige bryst. Mit ødelagte underliv er i smerte, min ryg kramper i tide og utide, hele min krop sover på en virkelig ubehagelig måde, og jeg kæmper med ikke at bevæge mig, så den lille skrøbelige bebs trygt kan fortsætte med at sove.

Ved siden af mig kan jeg ud af øjenkrogen i det mørklagte lokale ane nogle brochurer til de nybagte forældre: flodhesten og den snorkende syvsover aka daddy. Dem må jeg ha fat i. Med nød og næppe formår jeg – med mine hævede fingre – at få fat i et hjørne af den øverste brochure. Fed men hurtig som en Ninja – HAPS!

Til min store overraskelse finder jeg her nogle informationer, jeg helst ville have haft leveret på en lidt mere skånsom måde. Jeg er mildest talt ved at skide i bukserne.. ..Og gid det var så vel, for det første store toiletbesøg efter fødslen var ikke ligefrem behageligt!

“Forebyggelse af vuggedød” Vuggedød!? Ej for helvede. Hvad fanden er nu det for noget!? Jeg læser til skræk og advarsel videre i den FORFÆRDELIGE folder: “Undgå at barnet får det for varmt, når det sover. Læg altid spædbarnet til at sove på ryggen.” Shit! Nej, nej, NEJ! Lokalet er 40 grader varmt. Fuck hud mod hud kontakt! Det er jo dødsens farligt? De må jo komme og løfte baby væk, så han ikke dør!? Tænk hvis jeg falder i søvn med lillemanden OVEN på mig. Det siger brochuren, at jeg ikke må. Og baby må ikke sove på maven!? WTF? Hvorfor er der ikke nogen, der har fortalt mig det?

 

Endnu et angstanfald er på vej ned over mig, og så kan i ellers tro, at den tykke flodhest fik vækket farmand OG hevet i den røde snor.

 

2 et halv døgn gik der, hvor den dødtrætte og nybagte mor ikke fik lukket et øje. Først efter 3 angstanfald og et par sovepiller, fik jeg lukket mine øjne i, hvad der svarer til en halv nats søvn. Jeg var rædselsslagen for at miste den lille skabning, der netop var blevet til. Og jeg var mildest talt SINDSSYGT forvirret og SÅ bange for at fejle.

For at gøre en lang historie kort, kan jeg fortælle jer, at vi endte med at være indlagt i 9 dage. På trods af det, var jeg stadig ved at gå lidt i panik, da vi endelig blev udskrevet. Imens den smukke jordemoderen gav mig en pose med diverse smertestillende præparater og andre lækre medikamenter til de næste mange dage, kunne jeg kun tænke på to ting. 1) Du er irriterende lækker Moder Jord, og du skal venligst lade være med at smile så sødt til min kæreste. Jeg ved godt han er lækker. 2) Lader i os helt seriøst tage den her lille baby med hjem her fra? Hvordan ved i, at vi ikke er psykopater eller mentalt retarderet, når det kommer til at tage sig af et spædbarn? Det er et helt rigtigt lille levende menneske, som i nu giver OS ansvaret for. Wow..

Sjældent har jeg været så usikker og nervøs i mit liv. Alt er nyt og helt fremmede for de nybagte forældre. Følelserne sidder helt uden på tøjet, og man er ekstremt sårbar. Jeg var sikker på, at min reaktion, min angst og mine følelser var nærmest forkerte. Jeg skulle jo løbe jublende rundt og klappe i mine små hænder af glæde. Være dybt forelsket i den lille guldklump jeg med blod, sved, tårer og hæmorider helt selv havde presset ud af det alt for lille fødehul. Det er meget muligt, at nogle kvinder oplever netop dette. Men heldigvis viste min åbenhed og evne til at snakke med andre mennesker om svære følelser, at jeg var LANGT fra den eneste, der havde haft det RIGTIG hårdt i den aller første tid med min lille baby.

Derfor vil jeg gerne med dette indlæg bede alle gravide om at huske dette, når/hvis i pludselig ser jer selv i samme situation, som jeg var i. Det bliver bedre med tiden, og i er ikke hverken forkerte, unormale eller alene! Og det ER det hele værd 💙☺️

img_1306

#brydtabuet #duerikkealene

Ps. Det her er første gang, jeg sådan virkelig har turde nævne noget om vuggedød, fordi den skide pludselige spædbarns død har hjemsøgt mig i alle samtlige 15 måneder af lillemands liv. Det er et godt tegn for mig, at jeg nu har fået taget lidt hul på det 🙂 Det lettede !

Pps. Hvis i ikke har fået læst min voldsomme fødselsberetning “5 sting, 2 hæmorider og en baby rigere” kan i gøre det ved at klikke lige HER.


I kan også følge med i vores liv ved at tilføje os på Snapchat: astaffensen 😘

   

38 kommentarer

  • M

    Det er så vigtigt et emne! For det kan være så svært at blive forælder. Og det med vuggedød kender jeg så godt. Jeg tjekker stadig, om min datter trækker vejret, når hun sover. Måske 1-2 gange om ugen nu. Hun bliver snart 3 år! Og det er meget rart at vide, at man ikke er alene med det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Det virker faktisk til at der er overraskende mange, der tjekker vejrtrækning langt efter barnet er fyldt sit første år. Det er da meget rart at vide ❤️😅 tak fordi du deler 😘

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ih, jeg er bare helt fortryllet af de søde billeder – kan godt forstå, man er helt rundtosset over at have ansvaret for sådan et lille nyt menneske (:

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie K

    Er lige faldet over din humoristiske og lærende blog!
    Er 21 og MEGET struk.
    TUSINDE TAK for at tale om det man ellers aldrig hører om!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Sikke et rammende indlæg. Min basse er 10 dage og fuck det er hårdt! Psykisk, fysisk – alt! Det eneste han vil er at skrige eller hænge i brystet og jeg er bange for, at jeg aldrig får noget det minder om et liv eller forhold tilbage, på samme tid som jeg ikke forstår hvad jeg gør galt og bekymre mig om jeg fuldstændig ødelægger ham – hvem har godkendt mig til at være nogens mor?! please sig det bliver nemmere!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Det BLIVER nemmere! Jeg følte mig SÅ låst, og troede at mit liv var ødelagt fra nu af. Nu kunne jeg jo aldrig lave noget igen, og jeg turde ikke sige hele sandheden til nogen, fordi jeg var bange for, at der var nogen, der så kom og tog mit barn . Sådan har jeg det SLET ikke mere. Det bliver bedre! Det lover jeg dig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Tusinde tak for at skrive dette indlæg netop nu. Jeg har termin om tre uger med den første og jeg er virkelig glad for at læse at det også kan være sådan her, så er jeg lidt bedre klædt på til fødslen og tiden lige efter 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Godt at høre, at du føler dig bedre klædt på nu. Jeg ønsker dig alt det bedste og en god fødsel 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Åååååh hehe, nej! Du er ikke alene😌 Jeg svævede ikke på en lyserød sky (selvom jeg gerne ville) men mine bekymringer og nervøsitet for det ansvar jeg lige havde fået kastet i armene, oversteg det! Kom til at vække hende første nat, fordi jeg ikke kunne se om hun trak vejret 😄Så græd hun.. Og hva skulle jeg lige stille op!? Hehe ja, og den skide folder.. Den info kunne de godt aflevere lidt mere spiselig 😂Fuck mand.. De første par uger synes jeg sgu ærligt talt ikke var sjove! 😌

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Haha.. Jeg er vidst også kommet til at vække min baby en gang eller to, fordi jeg luge skulle være sikker 🙈

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Alexandra, 55 år er gået, siden jeg stod i din situation og jeg kan fortælle dig, intet er blevet anderledes, jeg var lige så hjælpeløs som du, og anden gang var såmænd ikke spor bedre, en meget lille dreng, som slet ikke så rask ud. Han vejede 2600 g, jeg syntes ikke han var mere end dukke for mig. Desværre var begge mine drenge begge meget urolige og skreg op, så jeg fik heller ikke meget søvn, men heldigvis bliver alt bedre med tiden, selvom det godt kan virke som mange år, I dag er den lille dukke blevet morfar til Elliot, hvilket han nyder i den grad. yak for dit indlæg, jeg tror mange vil synes det er et af dine bedste indlæg kærlig hilsen Ninna

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josephine

    Jeg har to børn. Med min første husker jeg TYDELIGT første gang, jeg var helt alene med ham inde på fødestuen da besøgende var gået. Da HR idiot var gået.(faren) . Der lå jeg med min lille vidunderlige dreng. Jeg lå og stirret på ham, pludselig begyndte han og græde. Det eneste jeg kunne tænke var hvad fanden gør jeg så nu.. efter nogle år og 3 psykiske lidelser i kufferten har jeg fået endnu et barn en pige :). Jeg var KONSTANT over hende, pga vuggedød. Jeg skulle hele tiden være sikker på hun træk vejret. Jeg turde dårlig nok sige ordet fordi så ville det jo ske oppe i mit Twisted hoved, hun er nu over 1 år
    Og kan stadig tage mig i være hel stille og rører hende for at være sikker på at alt er okay.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Åh, den dumme vuggedød. Har haft det på præcis samme måde. Turde heller ikke sige det højt, og får at være ærlig, var jeg også mere bange i nat, for nu havde jeg jo nævnt det! Det er SÅ dumt og anstrengende. Føler med dig <3 Og tak fordi du deler 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle frederiksen.

    Puha endelig et menneske som tør åbne en smule op for alle de “forbudte følelser” som vi kalder dem herhjemme. Blev mildest talt noget overrasket over at de fulgte med. Det har jeg sgu ikke læst i nogen brochure eller hørt fra alle mine veninder med børn eller fra min egen søster for den sags skyld. Disse følelser er grunden til mange tårer og tanker om at jeg må sgu da være unormal. Men nej er så småt ved at finde ud af at alle eller ihvertfald mange mødre har dem der er bare ikke nogle der siger det højt for tænk nu hvis man lavede et lille skår i den lyserøde baby/barsels boble(ironi kan forekomme) 😊. Synes det er benhårdt arbejde at være blevet mor men også skide dejligt…. for det meste😉 Hilsen mor til Nord 4 måneder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Jeg var også noget overrasket, men fandt ligesom dig, hurtigt ud af at jeg ikke var alene. Tak for din kommentar, og hils lille Nord fra mig 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cathrine Vahle

    Fedt du gad at skrive det ! Dog ligger jeg ikke inde med et barn, selvom det lyder lækkert !

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Natasja

    Jeg må også sige tak for at du deler det. For jeg stod selv med samme følelse og gør det stadig ind i mellem. Prøver stadig at gøre alt perfekt selvom jeg godt ved det ikke kan lade sig gøre. Og jeg tjekker også vejrtrækning hele tiden og min søn er også okay er et år. Så 1000 tak for at bryde tabuet. Og tak fordi du sætter ord på mine tanker❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Præcis lige som lig 🙂 Tak fordi du deler! Det betyder meget!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina

    Tak tak tak!!
    Du sætter ord på nogle af de tanker, jeg selv har haft! Her er bettemanden 9,5 måned og har også de tanker omkring vuggedød. Jeg kan nemt tag mig selv i skulle ind og tjekke om han trækker vejret!
    Og jeg har godt nok beklaget mig mange gange til min mand, at vi kan få et output ud, hvad der er galt!
    Og jeg er sgu stadig usikker på mange ting! Tak fordi du deler!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Åh, hvor er jeg glad for, at vi kan dele de her ting sammen. Jeg tjekker vejrtrækning flere gange dagligt. Også under lur. Og også på trods af, at den lille er over 1 år. Men det er blevet bedre! ❤️☺️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kirsten

    Det er sååå vigtigt, at vi får brudt det tabu. Jeg er selv mor til en lille pige-fis på 6 mdr. Og jeg havde det præcist som dig. Det var slet ikke, som jeg havde forestillet mig. Bekymringerne fyldte alt. Men det bliver jo nemlig bedre. Og pludselig forstår man, hvorfor det er SÅ stort at være nogens mor ❤️ Tak for en sjov og ærlig blog!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Ja, det forstår man nemlig lige pludselig <3 Tak fordi du gider at dele. Det er nemlig vigtigt at bryde det tabu, ja. Tak! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    Jeg elsker din blog !!!!
    Du har SÅ evig ret i det du skriver og jeg elsker din måde at skrive på.
    Jeg havde det ca. Ligesom dig efter min fødsel. Tror der gik 14 dage før jeg ikke lå med hovedet på kanten af liften om natten for at holde øje med baby, hvilket – sjovt nok – resulterede i ret meget hold i nakken ! 😎😜

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Åh det kender jeg godt! Her har jeg stadig hånden på babys mave et par gange hver nat, for st mærke vejrtrækning 😱🙈
      Tak for din ros, og tak fordi du deler!!! 😍

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Syntes det er en fin og ret vigtigt indlæg du har skrevet. Det er nemlig langt fra altid så rosenrødt at være nybagt mor. Jeg har efter begge mine fødsler (den sidste for 7 uger siden) fået det, de kloge kalder en fødselsreaktion. Det har været meget voldsomt, med angstanfald, søvnløse nætter, ekstreme tudeture og en kæmpe tristhed jeg ikke kan forklare hvor kommer fra. Og især første gang følte jeg mig SÅ forkert og jeg skammede mig. For det var jo meningen at man skulle svæve på en lyserød sky og være dybt forelsket i det lille væsen man har skabt. Det var jeg bare overhovedet ikke, og jeg følte mig som skarn. Jeg sad der med et velskabt lille menneske og var slet ikke glad, jeg syntes bare det var pisse hårdt.
    Men ja, det bliver bedre og det ER det hele værd. Det er bare rigtig vigtigt at gøre opmærksom på, at det er helt okay at være et vrag det første stykke tid, og være skræmt fra vid og sans. Jeg følte mig i hvert fald meget forkert.
    Tak iøvrigt for en super sjov blog, jeg har stille fulgt med på sidelinjen i et stykke tid. Og jeg syntes du er pisse sej 😄

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Jeg kan så gidt følge dig i dine følelser. Måske jeg burde skrive noget mere om den efterfødsels reaktion både farmand og jeg led under efterfølgende. Gud, det var HÅRDT og så ubehageligt. Især med tudeturene og angsten, som du også beskriver.
      Tusind tak fordi du vil dele. Det er præcis lige så vigtigt som mit indlæg, at der er nogen der står frem og fortæller om det. Jeg håber, at det hele snart vender for dig <3
      TAK for din kommentar.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emile

      ÅH, det må du virkelig gerne skrive noget om. Jeg fik også en efterfødselsreaktion og det var sindssygt hårdt. Det kom simpelthen så meget bag på mig. Ville ønske at jeg havde vidst noget om det inden, så havde det måske været nemmere at håndtere. Så tak fordi du bryder tabuet 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Det vil jeg helt sikkert gøre. Har noteret det ned nu 🙂 <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne juul

    Ej hvor ville jeg ønske, at jeg kunne have læst dette for 10 måneder siden.. For hvor havde jeg det bare lige sådan, da vi tog lille A med hjem 😱

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Er glad for at du i det mindste har fået læst det nu, og forhåbentligt har det givet lidt alligevel 🙂 I hvertfald er jeg GLAD for din kommentar, der netop understreger, at dem der føler som beskrevet IKKE er hverken alene eller unormalt. Håber alt gik godt alligevel, efter i kom hjem med den lille <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Befriende ærligt! Nu har jeg ikke selv været i gennem det, men håber på at skulle det snart. Vil helt klart tage dine indlæg med mig og holde fast i troen på, at det ikke er mærkeligt, hvis det er svært, hårdt og føles mega farligt. Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvis det er helt okay med dig, så læser jeg IKKE, hvad der sker med Tislise, når man føder, for så bliver mine forældre aldrig bedsteforældre 😛
    Og han er godt nok en bette lækkerhaps 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Haha! 😂 Det er helt i orden! Det er ikke alle, der ville kunne holde ud at læse det 🙈

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg lukker øjnene og forestiller mig...