Mit navn er Incest

I forlængelse af mit seneste indlæg om incest..

Tak for alle jeres søde beskeder i forlængelse af mit seneste indlæg om Incest. Det gør mig så SINDSSYGT glad! Jeg føler mig på ingen måde sej, men at få netop dette af vide fra jer igen og igen gør godt nok noget ved mig. Det giver mig en kampgejst til at kæmpe videre. Til at vinde! Af hjertet tak!

image

Jeg er ved godt mod.

Jeg brød tavsheden meget pludseligt for første gang som 15-årig, da jeg gik på efterskole. Jeg erindrer ikke præcist, hvordan det foregik. Først og fremmest fortalte jeg mine søde værelseskammerater om overgrebene, som på daværende tidspunkt ikke fandt sted længere. Pigerne fik mig ret hurtigt overbevist om, at jeg måtte fortælle det til min familie.

Jeg ringede impulsivt rundt til de nærmeste familiemedlemmer, og fik endelig hul på bylden. De var i chok. Jeg var ikke synderligt mærket af situationen og ønskede åbenbart ikke at komme i nogen som helst form for behandling. Det er hvad, jeg har fået fortalt. Jeg selv husker det ikke særlig godt.

Man skulle tro at mine vilde teenageår med sex, druk og ballade var resultatet af de mange overgreb. Det tror jeg dog ikke. Hverken bevidst eller ubevidst. I hvertfald kan man sige, at alle omkring mig opførte sig præcist lige sådan, og jeg tvivler på at alle børnene i byen havde været gennem lige så store svigt som jeg. Det var ligesom bare the game dengang. Derudover husker jeg selv, at jeg som teenager endnu ikke MÆRKEDE svigtet. Jeg havde sgu ikke helt forstået, hvad der var foregået.

Overgrebene har HELDIGVIS aldrig betydet fuldbyrdet samleje. Føj, det er grænseoverskridende, at skrive det her. Det kommer så tæt på, når man skal tænke i detaljer. Jeg ved heller ikke rigtig, hvad jeg vil fortælle med det. Andet end at jeg NÆSTEN altid har været i stand til at kunne adskille mine traumatiske oplevelser fra mit sexliv. Det er to vidt forskellige ting i mit hovede. Jeg nyder og elsker sex. Ligesom mange andre. Grænseoverskridende igen.

Anyhow.. De fleste, der har været udsat for seksuelle overgreb, vil ikke slippe for, at de på et tidspunkt bliver indhentet af fortiden. Først som 18-årig blev jeg ramt. Det kom som et lyn fra en klar himmel. Angstanfaldene RAMLEDE ned over mig, og jeg troede mildest talt, at jeg skulle dø. Et halvt år senere kom jeg ENDELIG til psykolog, og først da begyndte det at gå op for mig, hvad jeg havde været udsat for.

Mine dagbogsindlæg om min vilde ungdom er altså – for mig – ikke humoristiske skriverier, der i virkeligheden dækker over en dyb sorg, en flygt fra virkeligheden, eller hvad man ellers kunne få lyst til at tænke. Jeg har oprigtigtalt haft nogle sindssygt sjove teenageår, og jeg NØD det. Og jeg håber at i sammen med mig kan fortsætte med at grine over de sjove stunder, jeg har haft i mit liv. At i kan læse de næste indlæg uden at tænke: “Stakkels lille pige. Nu giver det hele mening..”. For sådan er det virkelig ikke. Ja, jeg har haft teenageproblemer, råbt og skreget af min mor, følt mig uden for i klassen og været uvenner med min far ligesom alle andre unge vildbasser. Men jeg var på daværende tidspunkt ikke synderligt mærket af overgrebene, som jeg selv fik stoppet i en alder af 12.

Jeg undgik ganske simpelt at være alene med manden, da først jeg nåede en alder, hvor jeg var blevet mere kropsbevidst. Jeg var begyndt at udvikle mig, kommet i puberten. Vi havde i skolen seksual undervisning, og det gik pludseligt op for mig, hvor forkert alt det her var. Hver gang det alligevel lykkedes overgrebsmanden at være i alenerum med mig, kaldte jeg på de familiemedlemmer der var nærmest, så vi kunne blive afbrudt. Og sådan stoppede det.

I vil med tiden se, at mine dagbogsindlæg ændrer sig fra at være vilde, fyldt med druk, sex og løjer til at blive grå og triste. Deprimerende. Det er netop i mine spæde voksen-år – hvis der da er noget, der hedder det – at psyken begynder at sejle for alvor.

Jeg har talt med MANGE mennesker om min barndom og de svigt, den har indeholdt. Men det var et stort skridt for mig, at komme ud med det til SÅ mange mennesker her på bloggen. At bryde tavsheden her i offentligheden. Også fordi det har tvunget mig til virkelig at sætte ord på nogle ubehagelige følelser. Og det har tvunget mig til at rive op i min families følelser igen, selvom de måske helst ønsker at glemme det.

Jeg har de sidste par dage modtaget rigtig mange hjerteskærende henvendelser fra en masse piger/kvinder, der har været udsat for overgreb. Størstedelen bærer rundt på deres hemmelighed alene. Det gør mig så ondt. Og derfor har jeg tænkt mig, at blive ved med at skrive om det, når det falder mig naturligt. At bryde tabuet gang på gang. Faktisk var der en enkelt pige, der skrev til mig, at jeg netop havde fået hende overbevist om, at sandheden skulle frem i lyset, og at hun skulle ha’ noget hjælp. Hold kæft, hvor blev jeg glad! Det er SÅ vigtigt at få talt om, det der gør ondt, og jeg ville ØNSKE, at jeg selv var blevet tvunget til psykolog helt fra start af.
Det blev et lidt rodet indlæg, da jeg startede første linie op uden egentlig at vide, hvad jeg ville skrive. Jeg vidste bare, at jeg havde et STORT behov for at takke alle jer, der har læst med og støttet mig. Jeg har ikke mødt én negativ kommentar. Tværtimod har jeg modtaget et hav af kærlige, omsorgsfulde, forstående, rosende og støttende beskeder, og det var LIGE det, jeg havde brug for. Det lyder helt skørt, men i får mig til at føle, at jeg ER noget. Tak for det! <3

Ps. Som nogle af jer har set på snappen(astaffensen), har vi herhjemme været nedlagt med Roskildesyge. Vidste i at man kunne tabe sig 2,5 kilo på 18 timer. Shit, jeg må ha’ haft meget lort i mig. Haha. Men nu kaster jeg ikke op længere, solen skinner, Lillemands feber er næsten væk og vi har fri. Det skal nok blive en god dag! 😀

   

10 kommentarer

  • Maria

    Så sejt du bryder med et tabu. Det er en inspiration for mange, uden tvivl! Og er sikker på, at du kan inspirere videre end “bare” at bryde tabuet på områder men incest, men at folk også kan få mod til at tale om andre emner, der også er kastet ind i tabu-boksen. Stor respekt til dig fra en, som også hver dag gør sit for at der nedbrydes tabuer, omend det er på andre områder 🙂 At få fjernet områder med tabu gør også, at folk ikke sætter én i en offer-rolle, som man ikke altid ønsker. Du er sej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Endnu et overdrevet godt indlæg. Hvordan ved du hvornår det begyndte? Det er selvfølgelig helt okay, hvis du ikke har lyst til at modtage og svare på spørgsmål. Tak fordi du bryder tabuer og skriver dig ind i vores hjerter igen og igen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Det ved jeg faktisk heller ikke med sikkerhed. Jeg husker få glimt fra en 3-års alderen, men husker intet fra jeg var mindre end det. Så i princippet kunne det være startet før 3 års alderen. Det husker jeg bare ikke 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Det er bare så fint skrevet. Jeg lover at smile med i fremtiden, og jeg tror at ingen vil tænke på dig som en stakkel. Du er så stærk og god.
    Et nysgerrigt og lidt forkælet spørgsmål: de andre to svigt du nævne i dit tidligere indlæg, er det også nogle du i fremtiden vil dele med os herinde?
    Jeg spørger egentlig bare fordi at jeg elsker dine skriverier og i øvrigt fordi jeg synes, at det er så SINDSSYGT livsbekræftende at opleve, at du tager magten tilbage i forhold til de svigt du har oplevet <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Tak, det er jeg glad for at høre 🙂 Ja, det er noget jeg på den ene eller anden måde ville komme ind på på et tidspunkt. Men hvordan og hvornår ved jeg ikke endnu. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • kæreste endnu en gang hvor skriver du sobert om din traume. Tak for din diskression. Hilsen Nina

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Jeg siger det igen: du er den sejeste dame på internettet.
    Jeg er et par år ældre end dig, men du er stadig et af mine forbilleder, og det eneste tidspunkt jeg har tænkt “stakkels lille pige” var da jeg læste indlægget. Du har jo rejst dig igen – eller du er ved det. Og du inspirere andre til at gøre det samme. Du tager noget der knækker liv og bruger det til noget positivt for andre i det du selv stadig er i gang med at arbejde på det, det er efter min mening det stærkeste man som menneske kan gøre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Natasja

    Det er så dejligt at se at det har hjulpet mange andre som du skriver. Du skal endelig blive ved med det du gør❤ du er sku så sej❤ og uanset hvad så skal jeg hvert fald nok læse alt med stor interesse og grin som jeg jeg har gjort siden du startede❤ Kæmpe kram og kærlighed til dig og din familie❤

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mit navn er Incest