Hvad laver jeg?

Terapi: Mine målsætninger

Lad mig endnu engang bryde tabuet og snakke lidt om at gå i terapi og have det svært psykisk.

For halvanden uge siden startede jeg op i gruppeterapi, hvilket – for mig – er en fuldstændig ny måde at arbejde med sig selv på. Jeg har indtil for ganske nyligt gået hos en psykoterapeut. Før det har jeg besøgt både psykologer, hypnotisører og en enkelt psykiater, der dog ikke hjalp mig en skid. Manden mente for 4 år siden, at jeg kunne være den heldige vinder af ADHD, hvorfor 5 slags forskellige medicinske præparater blev afprøvet uden effekt inden for en relativ kort tidsperiode. Lækkert. Hvem elsker ikke at være forsøgskanin.

13835480_10153989946758952_1529100309_o

Jeg er 25 år gammel nu, og jeg har on and off gået i en eller anden form for terapi, siden jeg var 18 år gammel, hvor en helvedes masse angstanfald og et utal af mareridts pludselig ramlede ned over mig. Fra den ene dag til den anden. Efter et halvt års tid med angst og en rejse(flugt) til Australien bukkede min krop under for presset, og jeg hilste på mit livs første depression. Efter kort tid med daglige tudeture og en sindssygt overvældende følelse af at være i en osteklokke, fik jeg en henvisning til en psykolog. En helt ny verden åbnede sig for mig. En spændende, men også bekymrende verden.

“Du er GUF for en psykolog”, sagde min første behandler til mig, der sad i stolen overfor og netop havde snakket damens øre af i den sidste halve time. Faktisk blev jeg lidt smigret, selvom jeg også nu forstod, at jeg åbenbart var et meget kompliceret menneske, der i den grad havde en hel del, der skulle bearbejdes.

Jeg er kommet så sindssygt langt, men i min søgen efter at blive et bedre menneske og få et liv med færre bekymringer, mindre vrede og mindre sorg, var der noget ved gruppeterapien, der tiltalte mig.

Vi er 7 patienter og 2 terapeuter. Grundet tavshedspligt og almindelig pli holder jeg mig selvfølgelig på min egen banehalvdel i skriverier som disse. Vi mødes 2 gange om ugen, hvorfor forløbet er en smule intenst. Vi sidder i en cirkel – præcis ligesom man ser det på film. Det er en underlig fornemmelse. Fremmede mennesker man aldrig har mødt før. Jeg kan godt li’ det.

I gruppen har vi hver især nogle målsætninger, vi selv har fundet frem til med lidt hjælp fra terapeuten. Her er mine:

  • Blive bedre til at rumme egen vrede og takle den mere hensigtsmæssigt
  • Se på, hvad der kan bedre mit selvværd
  • Udfordre min kontroltendens

Der er vel for helvede ingen mennesker, der er perfekte? Jeg er i hvertfald ikke. Der er så sindssygt mange muligheder for at arbejde med sig selv, og nogle gange synes jeg sgu bare, at man skal gribe dem. Pilotmanden er tydeligvist STIK modsat. Problemerne skal helst fejes under gulvtæppet, og man skal for helvede da ikke reflektere over sine egne handlinger. Det får man det bare skidt af(!?!?).. Hmm.. Modsætninger mødes. Er det ikke dét, man siger? Haha. Eller man finder en, der minder om sin far?

Anyhow. Jeg vil ikke dele mere med jer i dag. I morgen skal jeg igen afsted, og jeg GLÆDER mig! 🙂

Er der andre end mig, der har gået i terapi eller måske gør det lige nu? Jeg spørger, fordi jeg tænker, at det kunne være enormt befriende for mange af dem, der måske har det svært og læser med.. Befriende at vide, at de slet ikke er alene. Jeg risikerer ganske vidst et tomt kommentarfelt, men jeg tager chancen og spørger alligevel 🙂

#brydtabuet

Ps. Pilotmanden er i New York, og jeg er kun lidt bitter den her gang. Haha. Min tilstand ændre sig selvfølgelig, hvis drengerøven  vælger at smutte i byen IGEN i aften. Og NEJ Faster Flab, jeg kan IKKE bare være ligeglad.

Sov godt 😀


Hvis man vil læse flere meget personlige indlæg om mig, kan man lige kigge med her:

“Jeg er ikke okay.”

eller

“HVORDAN OPNÅR JEG RETFÆRDIGHED”

eller

“Er jeg NOK?”

 

   

23 kommentarer

  • Anna G

    Jeg har gået til psykolog on/off i 6 års tid, tror jeg vist nok. Har været hos… Øøøh, 3 forskellige psykologer og til sidst en psykoterapeut. Den ene psykolog og psykoterapeuten var klart de dygtigste (eller dem jeg klikkede bedst med..), og selvom jeg klart har fået noget ud af det, så burde jeg nok blive ved. Jeg synes dog det er svært, for det er DYRT, når man ikke længere har mulighed for at modtage tilskud fra Danmark 🙁 På et tidspunkt blev jeg dog også bare så sindssygt TRÆT af at snakke om mig og alle mine problemer. Jeg ville for en gangs skyld bare gerne være lidt “normal” uden alt for meget at slås med.

    Jeg er lige flyttet 40 km væk fra hvor jeg boede og skal til at starte et helt nyt liv. Håber, at det kan hjælpe og når jeg så engang har et fast job, så håber jeg at kunne tage fat i terapien igen 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har også gået til psykolog og i gruppeterapi. Dog fik jeg intet ud af det, da det var igennem kommunen og i regionspsykiatrien – der var SLET ikke nok tid til at arbejde med vores problemer. Desuden skiftede jeg psykolog tre gange på ca. tre måneder. Så er det dælme ikke nemt at skulle åbne op for en fremmed person. Heller ikke, når man kun har 15 minutter hver gang til det. Jeg var desværre slemt skuffet! Blev “spist af” med antidepressiv medicin :-/
    I januar brød jeg med min forlovede igennem fire år, og glemte at tage min medicin i flytterodet, og er den dag i dag fri for antidepressiv medicin. Har ikke haft det så godt i laaaang tid (3-4 år) og kan faktisk føle igen 😀 Er ikke bare en følelseskold skid, som går rundt i en osteklokke. Vil dog altid anbefale, at man taler med sin læge/behandler om at stoppe med sin medicin, da det ikke er hensigtsmæssigt bare at stoppe!
    Ønsker dig al mulig held og lykke med din terapi. Det lyder allerede som om, du får meget mere ud af det, end jeg gjorde. Det er jeg glad for 🙂
    Elsker at følge med på din blog!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Åh jo – har også gået til psykolog – coach og psykoterapeut… Samt siddet i gruppe supervision – sågar været til Parterapeut (pyhhh…- men det var godt).
    Det har været rigtig godt for mig – og min udvikling. Både som private mig, den faglige del og mine forskellige roller i mit liv (datter, papmor, veninde, kæreste osv.) Det har hjulpet og hjælper mig til at være den bedste udgave af mig – for mig. Lige nu har jeg en pause og koncentrere mig om at være mor – førstegangs mor til min helt egen datter… Ikke “bare” en pap – men en rigtig en af slagsen..Wow! Elsker også min rolle som pap, men for pokker hvor er det også svært mange gange… Men skal helt sikkert igang igen på den ene eller anden måde med at se på mig selv og mine udfordringer

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fedt at du skriver så ufiltreret, jeg har selv gået i terapi on-off siden jeg var i midten af tyverne, efter en depression.(er 33 nu) efter en lille pause- en baby og en fødselsdepression har jeg genoptaget terapien. Jeg har netop afsluttet et gruppeforløb for Angst og OCD ramte. Det er det bedste jeg har gjort. Fik nogle dejlige fortrolige venner, rigtige gode værktøjer til at håndtere angst, tankemylder og gamle upraktiske handlemønstre.
    Håber at du får gavn af din terapi 🙂
    Dejlig blog du har.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fedt at du GØR noget!!!
    Jeg ved ikek præcis hvad du kæmper med, men for mange handler det om gamle overbevisninger og mønstre der er “kodet” ind i os fra barnsben, men som desværre ikke er gavnlige for os, fordi de fører emotionelle overreaktioner, negativt tankemylder og selvdestruktiv adfærd med sig.

    Men grundlæggende er det de fleste skal arbejde med, deres forhold til sig selv.
    Altså selvkærlighed.

    Jeg ved det lyder som en irriterende floskel. Men det er virkelig sandt.
    Når man får arbejdet på kærligheden til sig selv, får man nemmere ved at foretage nogle af de ændringer der skaltil for at få det bedre inden i.
    Jeg er selv gået igennem en kæmpe trandformation det sidste halvandet år, og jeg skriver om det på min blog Hjerteunderombygning.dk
    Læs endelig med, måske kan du finde noget du kan bruge i dit eget arbejde med dig selv. 🙂

    Jeg har også en youtube kanal af samme navn og der ligger blandt andet en video der hedder “vær sød ved dig selv” som jeg selv synes er rigtig god, og også en der hedder “Hvordan ved man om man elsker sig selv”.
    Fordi det kan faktisk være svært at identificere at det er selvkærlighed der er problemet. Eller rettere, manglen på selvkærlighed.
    De fleste vil måske nok sige “Jeg har sgu ikke nogen problemer med at elske mig selv”… Meeeen, når man kigger lidt efter i sømmene, så har man måske alligevel et par punkter under “selvkærligheds-emne-listen” man kunne arbejde lidt på.

    Men så fedt at du har selvindsigt og nosser til at arbejde med dig selv!
    THUMBS UP!
    Hold ud!

    / Hanne ❤ Hjerte Under Ombygning .dk
    -En blog om livet: Kærlighed & nedture, livskriser, tanker, mindset & personlig udvikling

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Jeg har egentlig den oplevelse at det ikke er tabubelagt at gå i terapi – men det er sikkert fordi jeg kender så få der ikke har været det.
    Selv har jeg gået til psykolog af flere omgange – først et 2 årige intenst forløb (2 gange om ugen) for at behandle en reaktiv depression der var tæt på at koste mig livet da jeg var 17.

    Senere som 21årig kom jeg i behandling for PTSD efter et voldsomt biluheld, hvor min stress reaktion hylde mig så meget ud af den at jeg næsten ikke sov i et år, tabte det meste af mit hår, kollapsede af flere omgange, havde flere daglige angstanfald og jeg havde det som om jeg så min krop udefra i stedet for at være I den.

    De bedste penge jeg har brugt i dette liv har været terapi, og jeg tøver ikke med at finde en psykolog hvis jeg har på fornemmelsen at jeg har brug for at snakke med en anden end min kæreste eller min mor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pia

    Kæft hvor jeg elsker din ærlige og ligetil måde at skrive på. Du har en tilstedeværelse i din blog, som fanger mig gang på gang. Du gør ikke det her fordi der er sponsorater og goder i baghånden .. Du gør det fordi du elsker det og du er SÅ god til det…! Virkelig.

    Jeg har ingen diagnose.. Jeg har været på kanten til gruppeterapi pga spiseforstyrrelse, men min seje læge og jeg blev enige om at “vi kunne godt selv”. Så har mødtes med ham 1. Gang pr måned og så min coach, som hjælper mig efter et langt sejt sygdomsforløb med min mor, brud med kæreste (mit valg) oveni… Jeg har brikkerne, hun hjælper mig med at rykke dem rundt så de passer sammen.. 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Tak for at du deler og sætter fokus på er tabu, som egentlig er en styrke; erkendelsen af, at have brug for hjælp til at få det bedre. Du er så sej.Og modig.Din søn er så heldig at have dig som mor.
    Jeg har samme historie som Cille, bortset fra at min kæresten og jeg IKKE får hjælp, selvom vi burde.Junior er lige blevet et år og vi har aftalt at gå fra hinanden inden jul, hvis ikke vi har fået det bedre. Er så presset og ulykkelig, så kunne egentlig godt bruge navnet på Cilles psykolog- eller bare en eller anden psykolog der tager par.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Sikke et ærligt og modigt indlæg! Jeg tror der er flere som opsøger hjælp end folk tror. Jeg mistede min far meget pludseligt da jeg var teenager og det har sat sine spor, så jeg går pt hos min 3. psykolog, da jeg lige er blevet mor og endnu en gang mangler jeg min far i mit liv. Det er hårdt at erkende at der vil nok altid være visse perioder i mit liv hvor jeg har brug for professionel støtte. Jeg har haft veninder der synes det var svært, når jeg valgte “at arbejde med mig selv” i perioder for at få det bedre. De er ikke længere mine veninder 🙂
    Tak for et modigt indlæg. Du er den eneste blog jeg nogensinde har fulgt med i, så tusind tak for dig!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pædagogen

    Først og fremmest ros for du er så pisse sej og hudløs’ærlig, din blog er klart favoritten!

    Jeg er uddannet special pædagog, arbejder med adfærdsvanskelige unge og er den heldige vinder af en ADHD diagnose 🎉 for 4 år siden, noget der nok kan forklare min liiiiidt (læs meget) vilde teenager år med en del udskejelser.
    Jeg har dog valgt at vende det til det positive, og se det som en gave – jeg besidder bl.a evnen til at være mega hurtig problemløser, bevarer overblik og ikke mindst kunne skabe en struktur lynhurtigt – kan dog ligeså hurtig bryde den igen 😉
    I mit job, er det en kæmpe fordel at kunne sætte sig i de unges sted, kunne afhjælpe eventuelle konflikter med viden fra eget sind.

    Psykologer og psykiatere giver jeg ikke en dyt for – har også mødt nogle rimelig øvs nogle… (Hvor creppy er det når Hr. Psyk bliver ved med at spørger ind til dit sex – liv.? ) Men derimod har jeg været vældigglad for min læge. Tror min måde at komme nemt igennem – det andre kunne se som et nederlag er erkendelse og forståelse overfor egen situation, er ikke en af dem der er flove over at være dampbarn – og slet ikke en af dem der bliver stødt over at nogle kører en joke af om emnet 😉

    Ha’ en dejlig solskinsdag – lad os håbe din pilotmand får en dårlig drink hvis han vælger at tage i byen, og ender med en slem diarré 😉;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Har selv været til diverse psykologer og også prøvet gruppeterapi. Hjalp dog overhovedet ikke mig, da de andre var der så man havde nogle at relaterer til, men det er svært som 23 årig at relatere til folk det er mellem 45-60 år.
    I stedet går jeg nu til psykoterapeut hvilket har ændret meget for mig! 🖒 i forhold til psykologer lytter min psykoterapeut til hvad jeg siger og ikke hvad bøgerne siger om mine problmer!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Jeg har 2-3 gange forsøgt med forskellige former for terapi, men jeg synes bare ikke, at det har været det rigtige. Jeg stiller meget høje krav til mig selv, og jeg synes, at jeg burde kunne klare det alene, selvom jeg til tider er ved at gå ned over det. Derudover tumler jeg med OCD og angst – en farlig cocktail der forværre hinanden. Jeg har heldigvis en sød og meget forstående kæreste der hjælper mig det bedste han kan. Men efter at have læst dit indlæg overvejer jeg, om jeg skal give det et nyt forsøg med en form for terapi. Det er rart at læse, at man ikke er den eneste der indimellem kan få brug for lidt hjælp.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cille

    Jeg har selv gået til psykolog grundet en depression nogle år tilbage.
    Det hjalp virkelig meget, og bruger stadig hans værktøjer (kognitiv terapi og mindfulness). Min kæreste og jeg er begyndt til psykolog sammen efter vi har fået barn da vi begge har fået en kraftig fødselsreaktion, det har virkelig været en KÆMPE hjælp.. Jeg er ret sikker på at jeg resten af mit liv kommer til at døje med perioder hvor jeg er mere trist end den gennemsnitlige dansker. Jeg er udpræget perfektionist, en kontrolfreak og aldrig tilfreds med mig selv.. Det fandme svært som nybagt mor at have det sådan!! Men jeg er kommet længere i processen mod at acceptere mig selv som jeg er.
    Tusinde tak for de ærlige blog Alexandra!! Den hjælper mig virkelig, dine indlæg får mig til at føle mig mindre mærkelig 😉😉 hvis det giver mening?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Jeg har gået til terapi så længe jeg kan huske, og mit forløb minder lidt om dit. En psykiater troede jeg havde ADD og prøvede alle mulige piller af på mig. Knapt så fedt.:-) jeg kom for halvanden år siden ind på klinik for personlighedsforstyrrelser – det ændrede mit liv – thank god!
    Udover det vil jeg lige sige, at jeg synes du er så dejlig og sød, og jeg har stor tiltro til dig som menneske 😛

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Fedt! Jeg er selv mor til en datter på et år, som bor hos sin far, efter jeg er blevet diagnosticeret med emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse (borderline) efter et selvmordsforsøg i påsken. Jeg skriver en blog (linesnowfox) og deler ud ad alle mine tanker, ideer et håb om at bryde tabu og få omverdenen til at forstå ✌

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rebecca

    Jeg har været psykisk syg siden var omkring 14-15 år gammel. Det er kulimineret i selvskade, overspisning, bevidste Panodil-overdosiser, et selvværd der er i minus og ikke mindst en 4-5 mdr lang indlæggelse på psykiatrisk afdeling, hvor jeg blev så overmedicineret at ca halvdelen af den tid jeg var der kan jeg ikke huske.
    Jeg har så sidenhen fået et stempel i panden der hedder “ustabil, emotionel personlighedsforstyrelse af borderline type”. Jeg har været helt nede og skrabe bunden – som i virkelig!

    I dag er jeg 23 år gammel og har været medicinfri siden 1. november 2014 – den dag jeg stod med en positiv graviditetstest i hånden. Verdens bedste og mest skræmmende overraskelse!
    Jeg har stadig nogle dæmoner at slås med, men jeg fortjener et klap på skulderen for at komme så langt! #brydtabuet

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Sejt indlæg – det er så vigtigt at bryde tabuet omkring det at gå til psykolog mv. Jeg fatter slet ikke hvorfor det er så tabubelagt – vi har da alle ting der skal bearbejdes og man sgu da bare sej når man har indsigt nok til at man gør noget ved det og arbejder m sig selv.
    Jeg gik til psykolog for nogle år siden pga angst og det var en kæmpe hjælp. Min angst er ikk forsvundet, den er en del af mig, men det har givet mig nogle værktøjer til at acceptere den og som hjælper m at holde den nede.
    Tak for din ærlige blog!
    Go aften😄
    Kh Charlotte

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jackie

    Jeg læser troligt med og finder dig meget inspirerende. Har været i behandling i snart 4 år. Jeg har både modtaget individuel samtale terapi, gruppe terapi og medicinsk behandling. Jeg er blevet diagnosticeret Emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, men var aldrig kommet så langt som jeg et i dag, uden både samtaler og medicin 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Jeg har selv gået i terapi siden jeg var omkring 18, grundet gentagende depressioner og dertil hørende sygemeldinger. Jeg har også selv prøvet gruppeterapi og sygdomslære i den forbindelse og har været rigtig glad for det! Det betyder meget at kunne vende sine tanker og sin hverdag med ligesindede, synes jeg. Og så har der været rart at lære lidt om faresignaler og hvilken opførsel der kan føre til et tilbagefald.

    (Jeg er bipolar, type 2)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Skriver aldrig kommentarer på blogs, men synes det synd hvis der er et tomt kommentarfelt #brydtabuet.
    Jeg går til psykolog, hvor jeg for kognitiv terapi og hypnose, da jeg har angst. Jeg kan ikke rigtig finde ud af om dette har hjulpet mig specielt meget.
    Derudover vil jeg bare sige, at jeg synes du virker til at være et rigtigt dejligt menneske og jeg elsker at følge med i dit liv og tanker (både herpå bloggen og snapchat).

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Åh hvor jeg dog kan genkende meget af det der. Jeg blev allerede i en alder af 15 diagnosticeret med plads, som absolut ikke er en dans på roser at have. Det har både givet mig problemer med at adskille virkeligheden fra det i mit hoved når angsten satte ind, men også på så mange andre måder. Mit overskud bliver hurtigt drænet, jeg har et behov for at ville kontrollere mig selv og omgivelserne og en af mine psykologer sagde engang, at jeg har en udpræget katastrofe tankegang. Jeg har selv haft glæde af gruppeterapi, man får nogle input fra flere forskellige, der på mange måder er ligesom en selv, men som er mere objektiv. Anyways… Håber at det fortsat vil være en god oplevelse at komme afstedkommer, og at det kan hjælpe dig videre til et bedre sted.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Flot indlæg – du er altid modig og ærlig 🙂 Jeg har selv gået i terapi ad flere omgange, og har for det meste fået meget ud af det. Det drejede sig primært om tristhed. Det er ved at være nogle år siden, og jeg kan i dag tage det i opløbet, hvis jeg fornemmer, at jeg er ude af balance. Det lyder som en god beslutning med gruppeterapi. Jeg fik engang tilbuddet, men afslog – det var da vist lidt dumt, tænker jeg nu 😉 Held og lykke fremover og tak for en god blog.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Virkeligt stærkt indlæg! Bøvler også selv med depression osv. – har også prøvet at skrive et enkelt indlæg om det, men synes det er svært at udgive (http://sarahpernille.dk/?p=115 – link til indlægget)
    Har en kæmpe respekt for dig! Og elsker at følge med på din blog :).

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad laver jeg?