Snyd og bedrag!

Noget om folk uden grænser..

1098010_10151622183933952_2099437499_n

ANNONCE

Lille Josef mangler halvdelen af sin tissemand. Den havde stedfaren skåret af ham. Josef blev efterfølgende efterladt i et skur helt alene. 2 år gammel. Nogle lokale havde fundet ham og afleveret ham på det børnehjem i Tanzania, hvor jeg sammen med min søster skulle opholde mig i de næste 2 måneder.

Bryson på 7 år er autist. Hans magre ryg er vansiret. Familiemedlemmer havde – da han var en lille tumling – forsøgt at få ondskaben ud af ham ved at give ham elektrisk stød. Drengen var i deres øjne besat, og da chok-behandlingen ikke førte noget godt med sig, efterlod forældrene deres søn, hvorfor han endte på førnævnte børnehjem.

1001895_10151622183943952_390753197_n

Smukke Dorcas blev vanvittigt syg. Høj feber, opkast og diarre. Min søster og jeg insisterede på at tage hende med til lægen. Jeg bar den 6-årige pige på min ryg hen ad den lange grussti. Vi ventede på lægen længe. Dorcas sov i mine arme. Vi fik hende endelig undersøgt, og resultatet var Malaria. Jeg købte medicin til Dorcas og gav det lokale personale strenge ordre på, at fodre hende med pillerne 3 gange dagligt. Da min søster og jeg kom tilbage efter weekenden var Dorcas af uforklarlige årsager væk. Vi så hende aldrig igen.

1001072_10151622184178952_1656334057_n

Lille Ezekiel på 3 år græd utrolig meget. Han hang i mine arme det meste af dagen og ville ikke give slip. Han havde ikke lært selv at gå på toilettet og brugte ikke ble. Tårerene trillede ned af hans søde kinder, hver gang han havde et uheld, og han ventede kun på, at jeg kom og tog ham op. Faktisk var han det aller første barn, jeg mødte på børnehjemmet. Han græd voldsomt, da vi trådte ind i det udendørs klasselokale, og jeg greb instinktivt ud efter ham, løftede ham op, og så tissede han på mig og krammede mig så hårdt, at det var helt skræmmende. Den dreng savner jeg hver dag, og jeg håber så inderligt, at han har det godt, og at der er nogen, der passer på ham.

1000218_10151622226833952_325471026_n

946002_10151648459688952_1271618764_n

Tiden i Tanzania var hård men fantastisk. Året efter tog jeg tilbage til selv samme børnehjem. Jeg SAVNEDE børnene, og jeg vidste, at de havde brug for min kærlighed og min hjælp. Min veninde og jeg startede en indsamling op til de små unger. Vi brugte pengene på mad, oplevelser, skolebøger, medicin og lægebesøg. Selv den mindste skilling kan redde liv. Det er så vanvittigt, hvor langt man kan komme for få håndører.

To måneder efter mit andet ophold i Tanzania bliver jeg selv beriget med en lille guldklump inde i maven; min lille Elliot der nu er 10 måneder gammel. Livets største gave. Bare tanken om at mit lille barn skulle være udsat for de grusomheder, børnene i Tanzania hver dag ligger krop til, er hjerteskærende. Jeg får lyst til at smide alt, hvad jeg har i hænderne, hoppe på en flyver til Afrika og hjælpe, hvor jeg kan. Men min lille skid er stadig ALT for lille til at komme med på sådan en tur.

Jeg sidder herhjemme i sikre lille Danmark og føler mig lidt magtesløs. Siden jeg blev myndig, har jeg betalt til diverse nødhjælpsorganisationer og lignende. Jeg har sågar et sponsorbarn i Afrika, jeg helt selv har fundet på min rejse. En lækker lille sød gut på 6 år, der hedder Wisdom.

Min søster og jeg med vores sponsorbørn <3

Min søster og jeg med vores sponsorbørn <3

Jeg ELSKER at hjælpe. Jeg ELSKER at gøre en forskel. Derfor blev jeg så latterligt glad i låget, da Læger uden Grænser kontaktede mig med en forespørgsel på, om jeg ville være med til at sprede ordet om deres indsamling søndag d. 29. maj. Ja, for helvede. Dét vil jeg gerne.

Det er i weekenden, det sker! Nu på søndag. Det er organisationens første door-to-door landsindsamling nogensinde, som har til formål at indsamle penge til at sikre Læger uden Grænsers tilstedeværelse i verdens konfliktområder. Deres holdning er, at alle mennesker har ret til lægehjælp uanset politisk overbevisning, hudfarve eller religion. Og dét er jeg KÆMPE fan af.

Det er skide nemt at hjælpe. At redde liv. DU kan gøre det. Du kan melde dig som indsamler i dit nærområde. Vejret på søndag bliver lækkert, solen skinner, fuglene synger og naboen holder fest.. ..som min mor plejer at sige. Tag en ven med i hånden, dine børn under armen eller lørdagsflirten med på ryggen. En lille gåtur i byens stræder med dem man holder af er vel aldrig kedeligt.

Jeg håber VIRKELIG, at du vil hjælpe alle dem derude, der er i nød. Dem der hver dag lever et angstfuldt liv i kaos og krise. Det tager kun sølle 3 timer af dit 613.200 timer lange liv(hvis vi antager, at du bliver 70). Måske er det lige præcis DIN indsamling, der sikrer, at et lille barn – som syge Dorcas – kan få sin livsreddende hjælp.

Som du nok kan høre, er jeg kæmpe fortaler for, at du melder dig som indsamler. Så meld dig til lige HER <3

Hvis du er ude at rejse, indlagt på hospitalet eller ikke kan gå, er det muligt i stedet at give et lille bidrag via MobilePay på telefonnummer: 22 89 38 12. Drik en øl mindre på lørdag og flyt en 20’er.

10488177_10152345806968952_6163586338865876789_n

Alle fortjener, at der nogen, der passer på dem!

Annonce lavet i samarbejde med Læger uden Grænser

   

7 kommentarer

  • Åhh, det kan mit moderhjerte slet ikke holde ud. 🙁 Tænk at nogle mennesker kan være så uvidende og grusomme!
    Men dejligt at nogle mennesker, som dig, gør hvad de kan for at gøre en forskel. Jeg tror ikke selv at jeg kunne klare at være afsted og se og føle deres smerte.. puha..
    Vi har også selv et plan barn, så måske det hjælper bare en lille smule.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Daniella

    Hej Alexandra! Virkelig et vigtigt og hjerteskærende indlæg.
    Jeg har egentlig bare et spørgsmål til, hvordan du fik arbejde nede i Afrika? Søgte du herhjemme fra eller hvordan og hvorledes? Jeg går nemlig selv med tanken om at arbejde som frivillig i Afrika, gerne på et børnehjem. Men jeg aner simpelthen ikke who to contact osv. Håber du kan hjælpe med at afklare det lidt for mig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Første gang rejste jeg igennem et beareu, der hedder Exis. De sørgede for det meste. Inklusiv et sted at bo. Så kunne man vælge, om man ville bo ved værtsfamilie eller i et frvillighus med en masse andre frivillige.. Jeg valgte sidstnævnte 🙂 Anden gang rejste jeg på egen hånd. Noget billigere, men så skal man næsten kende området og nogle folk man kan bo ved 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alexandra, jeg elsker din blog! Jeg elsker, at du det ene øjeblik skriver ‘Ser min røv stor ud i de her bukser?’ og det næste deler en fortælling som denne. Du er en ret dejlig blogger, men vigtigere så tror jeg, at du er et virkelig dejligt menneske:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Thumps up for et vigtigt indlæg, der støtter noget rigtig vigtigt – nemlig retten til lægehjælp uanset form, farve, politik- eller religøs overbevisning. Jeg støtter!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Snyd og bedrag!