"Når jeg bliver mor, vil jeg ALDRIG blive sådan en der.."

Barnedåben skulle bare overstås!

“Jeg er PISSE stresset, og jeg kan slet ikke holde ud at være i mig selv.. Kan vi ik’ bare  aflyse det?!”, siger jeg lidt halv-panisk til min bedre halvdel, imens tårene triller ned af kinderne på mig, og Betteskid bliver knuget ind til mit bryst i mine trætte arme.

7 uger gammel <3

7 uger gammel i kirken <3

Det er dagen før Lillemands barnedåb, som vi havde valgt at afholde, da han var kun knap 7 uger gammel. Kirken og og lokalerne blev bestilt allerede inden fødslen, hvilket nok egentlig var en begynderfejl fra min side af. Fisen er født i juli månede, og jeg synes det kunne være smukt at holde festen i det dejlige sommervejr i august. Set i bakspejlet, skulle vi have valgt en noget senere dato, men jeg havde jo ingen ide om, hvor latterligt hårdt det skulle blive, at være mor for første gang.. Livet som græsenke og en hård fødselsefterreaktion hjalp ikke på det.

40 gæster var inviteret til begivenheden, og mange af dem havde ikke engang mødt lillemanden endnu. Alene tanken om, hvor mange der sikkert gerne ville holde ham, nysse ham og sige hej til ham gav mig angstanfald. Sådan dybt alvorligt.. Jeg rystede, hyperventilerede, græd og fik kvalme.

Min kæreste og jeg havde tidligere oplevet, hvordan baby blev dybt ulykkelig efter at have været omgivet af flere end to-tre mennesker i længere tid af gangen(vi snakker blot mere end en time). Han havde skreget, haft mareridts, været ulykkelig.. Ja, han var blevet overstimuleret. Det var selvfølgelig ikke en reaktion, der kunne ses, mens gæsterne var til stede.. “Det gik da ganske fint”..synes Moster Olga. Men nej.. Senere på dagen brød helvede løs.

Det er FORFÆRDELIGT at opleve sin lille skid på den måde, og verdens VÆRSTE dårlige samvittighed vælter ned over en. Jeg følte mig ude af stand til at passe ordentlig på mit barn. Det er klart, at man – som mor/far – næste gang er MEGET opmærksom på, at det IKKE skal ske igen. Derfor lavede min kæreste og jeg en aftale om, at det kun var mig, ham og Gudmor, der måtte holde ham til festen. Ikke på vilkår om min lille skat skulle overstimuleres igen og gå fra arm til arm for at tilfredsstille de voksnes behov. Babys behov kommer først.

Farmand var så god!

Farmand var så god!

Måske kunne bebs godt have tålt LIDT mere kontakt end han fik, men det kunne JEG ikke kaperer. Og Mor er sådan set præcis lige så vigtig at tage hensyn til. Det er nu engang MIG, der skal være i stand til at tage mig af mit barn, hvilket er en smule besværligt med angstanfald væltende ned over hovedet på en. Enhver der har oplevet sådanne anfald, kan skrive under på, at det er skrækkeligt!

Som nybagt mor KAN man være SÅ sensitiv og SÅ sårbar. Det er SLET ikke til at forstå. Samtidig var jeg i voldsom hormonel uballance og min amning gik rigtig dårligt. Jeg sad flere gange ude på toilettet og forsøgte at få fisen til at tage fat, imens jeg kæmpede med at holde tårene tilbage. Dagen skulle bare overståes og blev på ingen måde nydt for mit vedkommende. Jeg kunne slet ikke slappe af, før jeg igen sad i “sikkerhed” der hjemme med min baby i armene.

“Må farmor få lov til at holde ham?”, spørger gudmor mig forsigtigt, som sidder med en sovende Lillemand i armene i kirken. Gudmor(min mor) ville være flink og dele lidt af glæden hun jo fik, ved også at lade farmor holde ham. Alene det spørgsmål synes jeg var SÅ grænseoverskridende. Mest fordi jeg er pisse dårlig til at sige nej, og jeg i forvejen var max presset psykisk. En flis i fingeren kunne have væltet mig den dag. Men jeg havde øvet mig hjemmefra: “Nej, han skal kun være ved mor, far og gudmor i dag.” Med en klump i halsen og tåre i øjnene fik jeg altså sagt fra.

Da dagen var overstået og vi var kommet hjem, væltede jeg ud på toilettet og græd.. Jeg græd faktisk ikke bare.. Jeg hulkede.. Jeg var fyldt til renden og havde fundet det sindssygt angstprovokerende hele dagen at skulle “beskytte” min baby og mig selv.. Og lige så hårdt havde det været ikke at føle mig forstået. Jeg kunne tydeligt mærke, at nogen ikke var okay med min beslutning.. At nogen synes jeg var pylret. Det er så frustrerende at fornemme den slags tanker fra folk man holder af..

Jeg følte mig dum, latterlig, nederen, ond.. Som om jeg bevidst ville straffe folk, ved ikke at lade dem holde ham. Ja.. Jeg følte mig bare rigtig forkert.

Smilet på..

Smilet på.. Amning i kirken .

Lillemand er nu 8 måneder gammel. Både ham og jeg er meget mere robuste nu. Men jeg skærmer STADIG mit barn (og mig selv), når jeg synes, det bliver for meget. I dag er jeg desuden også blevet klogere og har fundet ud af, at jeg slet ikke er så forkert. Jeg er bare én ud af mange tusinde mødre, der har haft det svært som nybagt mor i sådanne sociale situationer.

Og NEJ, vi bliver ikke nødt til at give slip.. Hvorfor? Hvis behov er det? Det er ikke mit. Og heller ikke betteskids.. Jeg er klar over, at Lille Elliot engang skal ud og ha’ en kæreste, flytte hjemme fra, blive voksen og den slags. Og så garanterer jeg dig for, at jeg nok skal PRØVE at give slip. Men lige nu er han bare en lille baby, der har brug for tryghed og omsorg. Af samme grund har jeg 2 måneder til at indkøre mit barn i vuggestuen, hvis det skulle blive nødvendigt.

Jeg synes generelt, at der er en kedelig tendens i samfundet til, at være efter alle “hønemødrene”.. Det gør ondt! Så lad os være.. Hvis du vil det bedste for mig og mit barn, så accepter mine grænser og respekter, hvordan jeg gør tingene. Så er der meget større sandsynlighed for, at jeg kan slappe af med min baby i dit nærvær.,

..og nej. Jeg snakker ikke til nogen bestemt. Men til hele danmark(for de læser jo min blog) og deriblandt alle dem, der har nybagte mødre omkring sig. Der er ikke nogen, der er unormale! Nu har jeg efterhånden hørt om så mange mødre med babyer på både 2, 8, 14 og 20 måneder, som stadig ikke bryder sig om, at være i selvskab med for mange mennesker af gangen.. ..som stadig ikke bryder sig om at efterlade sit barn til nogen anden.. Så bær over med os, hvis vi ikke kommer, hvis vi går tidligt hjem, hvis vi skærmer vores barn eller lignende. Og lad for Guds skyld være med at give os dårlig samvittighed.. Det er for at passe på os selv og barnet. Og det er du vel også interesseret i? Eller hvad?

Uanset hvad DU mener er rigtigt eller forkert, så er der en grænse for moderen. Den grænse kan være nok så uforståelig og latterlig i DIT hovede.. Men hvis grænsen bliver overskredet, bliver mor presset. Presset mor = Presset baby. Støtter du mor = støtter du baby. Så nemt er det.

..et mindre velformuleret indlæg om dagens tanker.. Det var rart <3

Ps. Min søde veninde Klara har lige været her hjemme i dag. Hun er så god og rolig omkring Lillemand og er altid 100 procent forstående overfor, hvordan jeg har det. Derfor er hun én af de få, jeg gerne overlader mit barn til. Og hun har ikke engang børn.. SÅ meget betyder det at blive accepteret.


 

Se mere til migogmintinderbaby på Instagram HER<3

 

 

   

14 kommentarer

  • Stina

    Har haft det præcis som dig.. Og Gud hvor kan det være svært at sige fra – så stærkt at du gjorde det 💪🏼 Det gør dig til en endnu bedre mor💏! Folk har fandeme så travlt med at fortælle hva der er rigtig og forkert – hva baby har godt af og ikk godt af.. Jeg siger altid “….. Men nu fungere det her for os, så det er sådan det er” – blandt andet med om baby ska sove i mors og fars seng eller i sin egen.. Jeg er vild med din blog og din ærlighed.. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Det er en meget godt sætning.. Det kunne være, at jeg skulle til at øve mig på den!
      Er glad for, at du kan li’ det du læser 😀 <3 Mange tak for de rosende ord!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Inge

    Havde jeg været bevidst om hvilken betydning RO for mor og barn har i det første år—så var meget blevet anderledes i mit liv både for børn og mig selv. Så flot indlæg du giver til unge mødre. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • -

    Jeg ville ønske, at jeg havde læst den her blog inden man selv var den anmasende type overfor veninder og deres babyer! Det giver jo god mening, at en mor har den holdning og skærmer sit barn. Men som den uvidende barnløse person, som jeg selv er, så aner man intet om det! Så tak for perspektiverne!

    Jeg er ret godt repræsenteret i typen, som tror, at jeg både skal holde, passe, skifte, made og nærmest bliver moster, når folk omkring mig får børn (Abe der holder sig for øjnene)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Hehe.. Hvor er du sød. Og jeg kan jo sagtens se, at hensigten er rigtig god. Hvor skulle man også vide det fra. Du lyder som en, der ihvertfald ville respektere grænserne, hvis du fik dem fortalt. Og det er jo det vigtigste 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Det er så godt formuleret!
    Sidder her med en klump i halsen og en knude i maven. Kender præcis de følelser du beskriver! Hvor er det flot at du fik sagt fra, for det kræver virkelig en styrke, når man i forvejen er helt hudløs og skrøbelig! Det er sejt at du holdt fast. Og helt sikkert et tegn på, at du er en god og kærlig mor!! Og det er noget forbandet vrøvl, at din søn skulle få separationsangst af at du gør ham tryg!! Det er det aller bedste du kan gøre. Overhovedet! Hvis han er tryg og tilfreds som spæd, tør han senere gå ud i verden fyldt med selvværd! Hvis han derimod som spæd bliver sendt fra den ene til den anden, når han åbenlyst ikke selv kan lide det, kan man tale om grobund for separationsangst!!! Ikke alle babyer er lige udadvendte. Og hvis du vurderer at dit barn ikke magter flere fremmede, er det DIG der har ret. Du kender ham bedst!
    Og alle de andre kan godt pakke deres sårede egoer væk. Det er IKKE vigtigere at tilfredsstille deres behov end dit barns!!!
    Du er en GOD mor!
    Ønsker jeres lille familie alt det bedste!
    Kram C

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Det var LIGE det jeg havde brug for at høre! Hvor er du skøn! Tak Charlotte <3 Det betyder rigtig meget for mig, at du har givet dig tid til, at sende mig sådan en dejlig forstående kommentar til mit indlæg. Det varmer!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene

    Jeg er enig med dig langt hen ad vejen! 🙂 Men jeg tror også, man skal passe på med at vise babyen, at det kun er mor der duer. Man kan aldrig vide om det fører noget seperationsangst med sig… Det er ikke for at skabe en debat, jeg deler bare lige mine tanker, ligesom du 🙂 Tænk den dag du bliver farmor, og moren så siger, du ikke må holde barnet. Jeg ved det selvfølgelig ikke, men tror du ikke du ville tænke “øv” og blive ked af det, fordi du gerne vil kramme dit barnebarn? Eller hvad tænker du om det hele? God weekend 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Som jeg skrev til Laura, så var får folk bestemt også lov til at holde ham nu, og det kan E sagtens klare i små portioner af gangen. Men da E blev døbt var han 7 uger og meget sensitiv.. Og jeg var sensitiv ! Så for at undgå, at barnet skulle gå fra arm til arm, var vi nødt til at sige, at ingen måtte holde ham.. Den dag.. Gudmor skulle selvfølgelig holde ham i kirken, men derudover gjorde vi ikke forskel. Hvis farmor fik lov, hva så med morfar? Og hvis morfar også fik lov, hvad så med Bedste? og sådan kunne det blive ved 🙂 Både farmor, morfar, Bedste, mormor og mine 6 søskende holdte ham inden for de 2 første døgn efter fødslen, så jeg tænker ikke, at der er nogen der er blevet snydt. 😉 Og hvis jeg nu skal være sådan helt ærlig, så kan jeg virkelig ikke tage mig af, om Farmor bliver ked af det over ikke at holde sit barnebarn nok, hvis det er noget der går ud over babys og min nattesøvn.. Det lyder lidt koldt, men farmor og alle andre familiemedlemmer er voksne mennesker. Så må de lige overveje, hvis behov der er vigtigst 😀 Hvad tænker du om det ? Og er du en farmor? Hehe

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne L

    Åh fik lige en klump i halsen og tåre i øjet af at læse dette. Kan se mig selv i det helt vildt meget! Min pige er 4,5 md og bliver så nemt overstimuleret og kan kun sove hjemme i slyngevuggen, da hun hader sin barnevogn. Så vi er nærmest kun max en time til arrangementer og så må vi afsted. Og der er ingen ud over mormor og moster, der må holde, når der er mange mennesker. Kan nogle gange blive helt pinlig over det, men når man står med en bundulykkelig baby resten af dagen, så må man gøre som man gør. Og jeg hader kommentaren: det går da så fint, din bebs er så glad! Når man bare kan se trætheden vælte ind over og ved, at bare ti min mere vil vælte ungen fuldsrtændigt. Suk!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Jahh.. suk! Forhåbentligvis bliver det kun bedre for os begge to fra nu af. Jeg kan ihvertfald sagtens forstå dig ! Tak fordi du læste med 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Min datter er 7 måneder og jeg har det fuldstændig ligesom dig! Desværre har jeg mega svært ved at sige fra – især overfor farmor der er MEGET babypjattet og overskrider mine og babys grænser gang på gang! Mener det bør være min kærester der siger “øhm, nej, du skal IKKE give hende en flaske, det skal hendes mor nok gøre” når det nu er HANS mor.. Men det er han slet ikke i stand til –> dumme situationer hvor jeg fremstår hys og som en pylremor. Fedt!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MigogminTinderbaby

      Ja, det burde være kærestens job.. Men de har åbenbart pisse svært ved at sige fra overfor deres forældre. Mega træls. Min er blevet bedre, men jeg skal huske ham på det ofte 😉 Ej, man giver altså ikke bare andres børn mad.. det er da grænseoverskridende! Dumme farmor.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

"Når jeg bliver mor, vil jeg ALDRIG blive sådan en der.."