I løbet af få sekunder trækker den lokale mand en 40-50 cm lang Machete-kniv, og det er tydeligt at se, at det er MIG, han har udvalgt sig..

I sommeren, 2013 er min søster og jeg i Arusha, Tanzania for at bruge en stor del af vores tid på et lokalt børnehjem. Vi bor i et lille slumkvarter bag aflåst port, vagt, høj mur og pigtrådshegn.

[caption id="attachment_598" align="alignnone" width="720"]

Vores søde vagt Elias..[/caption]

 

[caption id="attachment_599" align="alignnone" width="720"]

Vores udsigt fra huset..[/caption]

 

[caption id="attachment_600" align="alignnone" width="719"]

På den anden side af porten.[/caption]

For at komme hjem inde fra byen kører vi enten på Boda-Boda(livsfarlig motorcykel-taxa-kørsel uden hjelm) eller går i flok. På daværende tidspunkt, havde vi kun været i landet i 3 små dage, og vi var derfor endnu ikke helt trygge ved at smide vores skrøbelige kroppe op på de store Boda-boda'er, der ofte var styret af en lidt for beruset chauffør. Så vi gik.. I flok, som vi på infomødet var blevet informeret om, at vi skulle.

[caption id="attachment_601" align="alignnone" width="960"]

Mig der lige er blevet kørt hjem på Boda-boda af min yndlings-chauffør.[/caption]

Den del af byen vi boede i, var på det tidspunkt udsat for et utal af røverier, overfald og lignende, og de lokale i området havde lært os, hvilke short-cuts vi absolut skulle undgå, hvis ikke vi ville havne i problemer. Samtidig gjorde de os opmærksom på, at det var farligt at gå ude, så snart solen gik ned. Vi var i forvejen ramt af et ENORMT kulturchok, så vi fulgte selvfølgelig alle regler!

Klokken var omkring 13.00 og Jeg selv, min søster, en anden dansk pige og to tøser fra Canada gik i samlet flok på den store vej(eller ihvertfald den største) på vej hjem mod vores hus. Mig søster og jeg havde netop for første gang, været ude at besøge alle de dejlige små børn, vi i de næste 2 måneder skulle give alt vores kærlighed til.

 

[caption id="attachment_602" align="alignnone" width="640"]

Børnehjemmet[/caption]

 

[caption id="attachment_603" align="alignnone" width="643"]

.. Og nogle af dets dejlige unger <3[/caption]

Sammen med den danske pige gik jeg bagerst, og foran vandrede min søster sammen med canadierne. Vi går og sludrer om alle de nye indtryk. Min krop er i konstant alarmberedskab, fordi jeg er nervøs omkring alle de forholdsregler, vi forinden har fået fortalt. Jeg prøver at virke afslappet, mens jeg kigger mig lidt omkring og smiler til folk, for forhåbentligvis at få et smil igen. Men det var én der ikke smilede tilbage..

Jeg får øje på to lokale unge mænd, på en af motorcykel-taxierne. De kommer kørende i mod os i et meget langsomt tempo, i forholdt til, i hvilken hastighed de plejer at køre på denne strækning. Jeg smiler til dem, men får intet tilbage.. Kun et meget intenst blik fra manden bagpå. Derfor kigger jeg hurtigt væk igen og prøver at skyde mine sikkert paranoide tanker væk.

Netop som jeg troede, at de skulle til at passere os, stopper de to mænd op kun få meter foran os. Manden bagpå hopper hastigt af motorcyklen, trækker en stor, lang Machete-kniv fra indersiden af sin trøje og løber direkte hen i mod mig, der går yderst, imens han med sin dybe stemme råber gloser på Swahili i et ivrigt og panisk stemmeleje.

Min krop den fryser.. Den stivner. Mit hovede derimod tænker hurtigt.! Det fungerer. Det vil flygte og løbe væk. Det vil skrige. Det vil råbe efter hjælp. Men jeg husker MED DET SAMME, hvad de lokale havde forsøgt at fortælle mig med deres fantastiske afrikanske accent, da vi ankom til byen: "If you meet a bad guy, you can not run. You can not scream. You stand still!" ..Og det gjorde jeg.

Kniven bliver rettet direkte mod min brystkasse, og den lokale mand er nu kun få centimeter fra mig. Min fulde opmærksomhed er rettet mod kniven, der er holdt op foran mandens røde trøje samt de forfærdelige ord, han skriger ind i hovede på mig, som jeg på daværende tidspunkt ikke aner, hvad betyder. Alt andet omkring mig var sort.

I løbet af et splitsekund skærer han min bæltetaske over, som hænger tværs over brystet på mig. Den danske pige, som står i lige så stort et chok, er udsat for det samme.. Eller faktisk får hun måske revet tasken af sig. Jeg kan ihvertfald huske at hun siger "av".. Jeg oplever det fuldstændigt som en ud-af-kroppen-oplevelse. Jeg ser det oppefra, og kigger ned på de angste to piger. Men i stedet for at se, at manden skærer min taske over, ser jeg, at han dræber mig. Han stikker kniven ind i brystet på mig. Det var jo dér, den var på vej hen..

Vi er kun få 100 meter fra hjemmet.. Fra de låste døre, vores vagt, pigtrådshegnet.. Vores safe-place.

De efterfølgende dage, skulle ende med at blive fyldt med angst, tortur på åben gade, Maskinpistoler og dødsfald. Det vil jeg fortælle mere om, når jeg i en af de kommende dage, for samlet mig til at skrive del 2.

Tak fordi i læste med <3

PS. Jeg har valgt at dele den her historie med jer, fordi den siger meget om mig og min sårbarhed. Samtidig er det en sindsygt god terapi for mug selv. Jeg har delt mange humoristiske, sarkastiske og tragi-komiske indlæg med jer. Her er lidt af den barske virkelighed, jeg har lagt krop og sind til.

Hvad er mest smertefuldt: Naturlig fødsel eller kejsersnit? Hvorfor vælger kvinder frivilligt at planlægge et kejsersnit? Er kejsersnit i virkeligheden den nemme løsning, når det kommer til at føde sit barn? Og hvorfor er det overhovedet vigtigt, hvordan dit barn kommer til verdenen?

Jeg selv fødte vaginalt og ville til ENHVER tid vælge et kejsersnit, HVIS jeg skulle føde flere børn. Min forestilling er, at et kejsersnit UMULIGT kan være mere smertefuldt end den fødsel jeg havde for 7 måneder siden, som i iøvrigt kan læse om HER. Men måske tager jeg grueligt fejl?

"Tiden efter KS var absolut forfærdelig. Jeg blev scannet et par gange, fordi jeg havde så ekstreme smerter, men alt var som det skulle være."

...lyder det fra en af de mange kejserinder, jeg i ugens løb har snakket med. Det er værd at bide mærke i, at mange kejserinder oplever tiden EFTER fødslen som den mest smertefulde, hvor kvinderne der har født naturligt selvsagt har været mest forpint under selve seancen. Men hvad er så at foretrække?

En anden kejserinde fortæller, at hendes oplevelse med kejsersnit var så modbydelig, at det nu havde resulteret i, at hun ALDRIG ville føde igen. Det er jo ganske forfærdeligt, men jeg er nu overbevidst om, at denne udtalelse i lige så høj grad kommer fra mødre, der har spyttet ungen ud af det naturlige fødehul. Eller hvad?

I virkeligheden handler det måske slet ikke om den fysiske smerte, der er forbundet med den ene eller anden måde at føde på. Måske burde vi hellere rette fokus mod, hvad det gør ved kvinderne rent psykisk at skulle gennemgå et kejsersnit.

"Jeg var SÅ ked af ikke at kunne føde selv og følte mig snydt for en fantastisk oplevelse."

..fortæller en kejserinde. Jeg fornemmer, at en del mødre er rigtig hårde ved sig selv, fordi de ikke var i stand til at føde "rigtigt".. De oplever måske deres kejsersnit som et nederlag. Men hvorfor?

Da jeg spørger kvinderne, hvordan de har det med deres fødsler og deres dertilhørende ar, svarer en af mødrene:

"Det sværeste ved mit akutte kejsersnit, er ikke arret. Det sværeste er at acceptere, at jeg ikke fik den fødsel, jeg havde drømt om."

Mange mødre får deres hjerte KNUST i det sekund, det bliver besluttet, at bebseluren ikke kan komme ud den naturlige vej. Især de akutte kejsersnit kan have stærk indvirken på kvindernes psyke. De når ikke at forberede sig.. at vende sig til tanken.. Og i løbet af få sekunder får de pludselig REVET deres drøm over i millioner af stykker. Deres hjerne kan ganske enkelt ikke følge med. Det må gøre ONDT, og jeg kan sagtens sætte mig ind i deres sorg og skuffelse.

Et kejsersnit efterlader ikke kun ar på sjælen, men også et fysisk ar på kroppen.. Min første tanke i den forbindelse var: "Herre Gud. Det ser man jo ikke." Men nu.. nu ser jeg helt anderledes på det. Arret er ikke bare en streg på huden, det gælder om at gemme mest muligt væk, når mor-kroppen skal flashes i sommervarmen på stranden. Hvor er det latterligt, at nogen(inklusiv jeg selv) overhovedet har tænkt, at det måtte være den eneste bekymring. FUCK udseende. Der ligger SÅ mange følelser i det ar. Fx siger to af kejserinderne følgende:

"Jeg kan ikke li' arret. ikke så meget pga arret i sig selv, men det arret står for."

og

"Jeg har nogle gange en følelse af at have svigtet min dreng, fordi jeg ikke kunne føde ham normalt, som er sundest. Jeg er så skuffet over, at min krop ikke gad at gøre den ENE ting, som den skal kunne."

Det er i mine øjne tydeligt, at disse kvinde bærer rundt på en stor sorg. Måske føler de sig svage? Måske føler de sig forkerte? Det giver mig simpelthen så ondt i maven.

Jeg kan kun forestille mig, hvordan nogle kejserinder føler sig snydt og ikke kan slippe sit traume med det pludselige akutte kejsersnit.. Eller det planlagte. Jeg ville selv være knust, hvis ikke jeg havde formået selv at presse min lille E ud. Men sandheden er bare, at det ikke altid er en mulighed.

Heldigvis er der også nogle kejserinder som er helt okay med sit ar, og hvad det står for, som denne dejlige mor udtrykker her:

"Jeg har det fint med mit kejsersnit, da det er årsagen til, at jeg fik en sund og rask dreng."

Det er en rigtig positiv måde at opfatte den givne situation på, men der skal selvfølgelig også være plads til alle dem, der bare ikke er nået der til endnu, eller som måske aldrig når der til.

Nogle gravide vælger frivilligt at planlægge et kejsersnit. Måske pga angst eller fordi deres vurdering er, at det er lettere end at føde selv. Men er dét det? Jeg er sgu blevet i tvivl.

Nu HAR jeg jo fået lov til at føde én gang ud gennem vagina, så ville det være SÅ forfærdeligt, hvis den næste(det kommer ik' til at ske) blev født ved kejsersnit? I forhold til de fysiske smerter, havde jeg alligevel lyst til at hoppe ud fra en bro ved den naturlige fødsel, så jeg forestiller mig ikke, at det kan blive værre. Og i forhold til smerterne bagefter, så kunne jeg heller ikke gå i flere uger. Her bed jeg især mærke i en rigtig stor fordel ved at få kejsersnit:

"Det var en meget behagelig måde at føde på, og tissekonen var ikke ødelagt (stor frygt i forkant)"

God pointe! Hele ødelagt-tissekone-der-skal-komme-sig var for mig DØD smertefuldt(læs om det HER). Meeeen der ligger bare så meget mere i det..

Anyhow. Måske skal jeg - og alle andre der har fået lov til at føde naturligt - lære, at sætte mere pris det. Forstå mig ret. Jeg er virkelig lykkelig over, at jeg klarede det, og at DET VAR EN MULIGHED. Men jeg er også klar over, at det kan komme til lyde meget utaknemligt ligefrem at ønske et kejsersnit, når der sidder en masse mødre derude, der ville give sin højre arm for en naturlig fødsel. Det forstår jeg.

Uanset hvad er alle fødsler - efter min mening - lige "rigtige". Vi gør allesammen vores bedste, for at få vores børn sikkert til verdenen. Vi kommer aldrig til at kunne vurdere om den ene måde at føde på er mere smertefuld end den anden.. Hverken fysisk eller psykisk. Alle fødsler er forskellige, og alle kvinder er forskellige. Gud ske tak og lov for det!

Min ironiske titel på indlægget har forhåbentligt virket som en provokerende eller opsigtsvækkende information.. En information fyldt med ironi. Formålet med dette indlæg er nemlig at "rigtig-gøre" kejsersnittet. At gøre det mere OKAY.. Jeg synes, at vi allesammen skal hylde de mange modige kejserinder, der har sat børn til verdenen på den mest rigtige måde FOR DEM.

De er pisse seje, og her viser 20 af dem deres flotte ar frem:

 

 

Hurra for kejserinderne! <3

Ps. I aften kan du se et kejsersnit LIVE på DR1 kl. 20.30. Se programmet og tænk over, hvor mange følelser der ligger i det snit. Det er vildt.. Og jeg bliver personligt allerede helt rørt ved tanken.

Hvordan ser en mave ud efter fødslen? Baby forlader sin hule, og hvad sker der så? Falder maven bare sammen? Hænger huden og dingler ned over venusbjerget? Eller strutter maven stadig, som om baby slet ikke har forladt hulen, men blot er skrumpet lidt?

Og hvad med brysterne? Numsen? Lårene? Er der appelsinhud overalt? Hvad gør en graviditet egentlig ved kroppen? Og hvordan ser en efterfødselskrop i virkeligheden ud? Dét vil jeg give jer et svar på her:

Drop ideen om at ligne en af de RØV irriterende Instagram-fit-mom-typer, der har stramme baller, silkeblød hud og vaskebræt efter kun 8 uger. Det er de færreste, der ligner sig selv så hurtigt efter fødslen igen. Det er faktisk de færreste, der nogensinde bliver helt sig selv igen.

De fleste efterfødselskroppe render rundt med enten hængemaver eller små/store baby-buler, som var de gravide i uge 20. For det første tager det tid for livmoderen at trække sig sammen, og for det andet oplever rigtig mange kvinder, at deres mavemuskler - som bliver revet over i graviditeten - forbliver delte i laaang tid, hvilket gør det vanskeligt at få maven bare nogenlunde flad. Og hvorfor skal den egentlig også være det?

De berømte tigerstriber er heller ikke lige sådan til at slippe af med. Og hvad så? Vi burde være stolte af dem og vise dem frem! Vi har groet et menneske.. Ja, måske 3 eller 5 mennesker.. Det er fandme vildt. Tænk sig at huden overhovedet kan give sig så meget uden at springe helt!?

Brystvorterne(det var dog utroligt, som jeg altid skal bruge det ord) ændrer sig på mange kvinder i graviditeten. De bliver måske større i omkreds og mørkere. En del oplever faktisk også at gro lidt dun omkring sine nipples. Hurra for behårede spejlæg-patter! Selve størrelsen på Babse og Lut ændrer sig som regel også en størrelse eller 5. Måske ammer kvinden kun på det ene bryst, hvilket resulterer i én Linse-Pat og en normal-menneske-Pat.. Ikke usandsynligt.

Den lille numse har måske ændret sig til en ladeport fyldt med appelsinhud. Eller måske er nummeren blevet rigtig tarvelig og flad at se på, da der hverken har været energi eller overskud til at træne den. Eller måske ødelagde en slem bækkenløsning alle planer om overhovedet at være aktiv. Mit haleben gør stadig(7 måneder siden fødsel) ondt, hvis jeg overanstrenger mig på en gåtur med barnevognen.

Man kan gemme meget med det rigtige tøj.. Tro mig. Det ved jeg alt om. Men skal vi ikke også kunne accepterer os selv, når vi står nøgen foran spejlet? Ja, jeg er ingen helt. Jeg hader at glo på min trætte og blege efterfødselskrop. Det er virkelig svært at accepterer de forandringer, der må være sket. Og jeg har så pisse travlt med, at de ekstra graviditetskilo skal forsvinde langt ud af mit liv. NU! Hvor er det tåbeligt..

Så derfor.. Jeg ved, at der er et utal af mødre, der render rundt derhjemme og har det rigtig skidt med sig selv og sin efterfødselskrop. De føler sig alene om at være 'så grim'.. Men sandheden er, at en fødsel sætter sine spor på os alle sammen. Og der er ingen af os der burde være flove eller gemme os væk. Vi burde accepterer os selv, være stolte af os selv og sætte farten ned med de skide vægttab.

Mødrene, vennerne, mændene, familierne.. Alle skal se virkeligheden. 40 skønne og modige mødre, har her delt deres billeder med os af deres kroppe relativt kort tid efter fødslen. Kig med!

 

.. Og sådan ser efterfødselskroppen i VIRKELIGHEDEN ud. Så når du går og misunder alle de flotte modelkroppe, der render rundt med strutbryster, fladmave, muskuløs bootey og et spædbarn under armen, så lad være! Det er mere undtagelsen end reglen.. Det garanterer jeg dig for.

#kvindekroppenerfantastisk #nyddinbaby #accepterdigselv #engraviditetsættersinespor #duerikkealene

PS. Tak til alle de skønne mødre, der har delt deres billeder med os. Jeg må vidst hellere læse dét her oplæg 10.000 gange, for jeg har altså stadig travlt med at blive MILF.. Åh Gud, hvor er det irriterende.

 

Se også billedserierne af Flotte nøgne bryster! #normaliseramning, Hvordan en højgravid kvinde i virkeligheden ser ud eller af et dybt rørende kejsersnit uden filter. Klik på fed skrift ;)